Hverdagen påvirkes af demens

Demenssygdom påvirker hverdagen

At leve med en demenssygdom påvirker hverdagen på mange måder. Demenssygdom medfører nedsat kognitiv funktion, hvilket får betydning for evnen til at klare almindelige daglige gøremål og for, hvordan man oplever sine omgivelser.

Her kan du læse om nogle af de mest almindelige kognitive funktioner, der bliver påvirket ved demenssygdom, og hvad det betyder for hverdagslivet.

Nedsat hukommelse

Nedsat hukommelse gør det sværere at skabe sammenhæng og overblik over livet og hverdagen og kan påvirke sikkerheden. Hukommelsen er nødvendig for indlæring og binder hverdagslivet sammen.

Hukommelsen er i mange tilfælde påvirket allerede tidligt i et demensforløb, og en svækket hukommelse kan bl.a. betyde, at ting, der ikke er synlige, bliver glemt (ude af øje ude af sind).

Nedsat initiativ

Nedsat initiativ gør, at man ikke går i gang med sædvanlige gøremål eller aktiviteter, men kan have brug for støtte til at komme i gang.

Evnen til at kommunikere

Evnen til at kommunikere påvirkes, og det kan være sværere fx at tale, forstå, skrive og læse. Dette kan påvirke evnen til at holde kontakt med fx familie og venner. Det er vigtigt, at kommunikationen er tilpasset den enkelte.

Planlægning og udførelse

Planlægning og udførelse af praktiske gøremål kan være påvirket. Det kan medføre, at man har svært ved at finde den rigtige rækkefølge i de daglige gøremål og at få aktiviteten planlagt og udført.

Manglende overblik

Manglende overblik over hverdagen, aftaler, gøremål osv. kan medføre fx stressreaktioner, frustration, utryghed og uro.

Nedsat koncentrationsevne

Nedsat koncentrationsevne gør, at man har svært ved at holde fokus, og at der ofte skal mindre til at forstyrre en.

Rum- og retningsproblemer

Rum- og retningsproblemer påvirker evnen til at orientere sig i omgivelserne. Det kan blive svært at finde vej også i kendte omgivelser og svært at bedømme afstande eller opfatte dybden i omgivelserne og se genstande i tre dimensioner.

Bearbejdning af synsindtryk

Bearbejdning af synsindtryk kan være ændret. Synet fungerer, men bearbejdningen/sorteringen/tolkningen af det, som man ser, kan være ændret. Det kan betyde, at det bliver sværere at skelne ting fra hinanden, eller at man fejltolker omgivelserne.

Bearbejdning af lyde

Bearbejdning af lyde kan være ændret. Hørelsen fungerer, men bearbejdningen/sorteringen/tolkningen af det, som man hører, kan være ændret. Det kan medføre, at man har svært ved at skelne vedkommende og uvedkommende lyde fra hinanden, eller at man oplever lyde stærkere end sædvanligt.

Ændret adfærd

Ændret adfærd kan vise sig på mange måder. Man kan fx blive mere impulsstyret. Omgivelserne kan invitere til eller påvirke, fremme eller hæmme forskellige former for adfærd.

Svækket dømmekraft

Svækket dømmekraft gør, at man har svært ved at bedømme, hvad der er passende i situationer, eller hvornår noget fx er farligt eller uhensigtsmæssigt.